5 flotte planter der sætter kulør på efteråret
Indsæt foto-id: 634310717
Når foråret springer ud, begynder en farverigdom uden lige. Haver, terrasser og altaner blomstrer på livet løs, og det varer ved et godt stykke tid hen på sommeren. Sidst på sæsonen falmer herlighederne, men med disse 5 planter kan du også sætte kulør på dit efterår – uanset om du planter i bede eller krukker.
Sankthansurt
Sankthansurt er en smuk, rødlig sensommerstaude, der blomstrer over en lang periode – og gerne helt ind i oktober måned. Med sine store skærme af bittesmå blomster sætter den kulør på krukker og bede, og selv løvet lyser op og sætter farver på efteråret; fra sart lysegrøn til dybt mørkerød alt efter hvilken sort du vælger.
Planten er særdeles robust og stiller meget begrænsede krav til pasning. Den trives i både sol og halvskygge, og den kan klare sig næsten uden vand i det kølige efterårsvejr.
Drømmer du om sankthansurt på terrassen eller i haven, så er Sedum hybrid ”Herbstfreude” eller ”Matrona” populære sorter, der trives godt i det danske efterårsvejr. Herbstfreude står med flotte brunrøde blomster, mens Matrona har røde blade og lysrosa blomster.
Alunrod
Alunrod har gennem de seneste år vundet indpas i de danske havekrukker og –bede, og går også under navnet Heuchera. Plantens blade fås i et kæmpe udvalg af farver fra dyb rød til bronze- og limefarvet, og den giver et flot farvespil i efterårets have. Blomsterne er oftest hvide eller cremefarvede, mens enkelte sorter har rødlige blomster.
Heuchera er en holdbar plante, der er nem at passe. Den klarer sig godt i både sol og halvskygge, men kan ikke tåle at stå i blivende vand. Vær derfor opmærksom på et godt dræn – særligt hvis du planter i krukker.
Sorterne ”Checkers” og ”Velvet Nights” klarer sig godt hen på efteråret og står stadig smukt, når frosten sætter ind.
Krysantemum
Vil du have et farveflor i alle regnbuens farver, så er krysantemum en fantastisk sort. Den fås fra hvid og gul over rosa og orange til lilla og dyb rød, og den er fantastisk, når den står med sine kuglerunde knopper, der bare venter på at springe ud.
Hvis du ikke er vild med det helt store farveorgie, kan du i stedet vælge flere forskellige nuancer af samme farve og skabe et plantemiljø, der stråler tone-i-tone og giver dig et elegant efterår i haven eller på altanen.
Krysantemum blomstrer indtil midten af oktober eller indtil frosten får fat. Den er glad for sol og skal derfor helst stå lyst og i let fugtig jord, og den tåler ikke at tørre ud.
Indsæt foto-id: 588928229
Billedtekst: Krysantemum fås i et væld af farver, men hvis du trives bedst med et dæmpet udtryk i haven, kan du vælge at plante flere nuancer af samme farve.
Asters
Asters er en fantastisk plante til efterårets krukker og bede, og med sine blålige, rosa og hvide farver giver den et skønt pust til sæsonen, når den blomstrer helt frem til november måned.
Planten elsker sollys og skal derfor placeres lyst og holdes fugtig. Afhængig af sort kan asters bliver op til 60 cm høje, og da den skyder på en lang stængel uden løv, kan du med fordel plante den sammen med noget lavere grønt.
Populære sorter til haven er amellusasters og høstasters, der desuden trives i halvskygge, hvis ikke du har mulighed for at give den fuld sol. Skal du plante i krukker, så er pudeasters en velegnet sort, da den kun bliver 40 cm høj.
Hjortetrøst
En plante, der ikke står øverst på listen over krukkeplanter, er hjortetrøst. Ikke desto mindre har vi taget den med her, fordi den kraftige staude blomstrer med smukke, mørkrosa blomsterstande helt ind i oktober måned.
Afhængig af sort bliver hjortetrøst op til 2 meter høje, og der er derfor brug for en stor krukke, hvis du planter den på altanen eller terrassen. Har du ikke plads til så stor en plante, kan du med fordel gå efter sorten ”red dwarf”, der kun bliver 120 cm høj.
Hjortetrøst trives de fleste steder, så længe den får sol – enten fuldt eller delvis. Vand den gerne i tørre perioder, så kvitterer den med de skønneste blomster, der fortsat er dekorative hen på vinteren, når de er sprunget ud i frø – om end den mørkrosa farve er forsvundet.