guide

Find den bedste opbevaringsløsning til din vinkælder

Find den bedste opbevaringsløsning til din vinkælder

Udnytter du din kælder optimalt, eller følger du flokken og bruger den til opbevaring og rod? Læs med her, og få gode råd til at omdanne underetagen til en vinkælder.

Har dit hus en stor og rummelig kælder? Så har du sandsynligvis benyttet den til opbevaring, som langt de fleste boligejere gør. Genstande som haveredskaber, vinter- eller sommerdæk til bilen og værktøj finder hurtigt vej til de kølige rum under huset, ligesom sæsonbetinget legetøj som for eksempel kælke og slæder om sommeren og børnenes svømmebassin om vinteren gør det.

Mange vælger desuden at have vaskemaskine og tørretumbler stående i kælderen, hvor de ikke forstyrrer beboerne med deres støj, og hvor der er plads til at tørre og lægge tøj sammen uden at rode for meget.

Men er det virkelig den bedste måde at udnytte kælderen på?

 

Byg din egen vinkælder, og få det bedste ud af din kælder

Måske har du overvejet at oprette et rum, der kan anvendes til opbevaring af vin?

Du behøver ikke at være den store connaisseur for at få glæde af en vinkælder. Af og til holder supermarkeder og vinhandlere udsalg og sælger rigtig god vin i kassevis – til billige priser. Hvis du ønsker at benytte dig af disse tilbud, er det vigtigt, at du kan opbevare vinen ordentligt. Ellers risikerer du, at den bliver dårlig, og så har du spildt din investering.

 

 

Kælderen er det oplagte sted at opbevare vin, da temperaturen her ofte er helt perfekt. Samtidig slipper du for at bruge pladsen i dine køkkenskabe eller endda i køleskabet.

Der er dog en række forhold, som skal være på plads, før du kan tage dine kælderrum i brug til vinopbevaring. For eksempel skal du sørge for, at fugtniveauet i kælderen ikke overstiger et vist maksimum, og du skal selvfølgelig også sikre dig, at dine kælderrum holder en stabil temperatur.

 

Hvordan bygger jeg en vinkælder?

Hvis din kælder hører til den mere rudimentære af slagsen – det vil sige, at den primært gør det ud for et udvidet fundament til dit hus – bør du først og fremmest sørge for, at den til hver en tid er tør.

Dette har ikke kun betydning for opbevaring af vin i kælderen. Du får også et langt sundere fundament og et bedre indeklima, hvis du sikrer dig, at kælderen ikke invaderes af fugt, og du kan undgå fugtskader på murværk og fundament og dermed slippe for skimmelsvamp og frostsprængninger.

Du bør altså nøje gennemgå kælderen og tætne eventuelle utætheder. På den måde kan du samtidig reducere mængden af radon, som trænger ind i boligen.

Opdager du, at der trænger fugt op gennem gulvet, er det en god idé at undersøge mulighederne for at få nedgravet en faskine eller et omfangsdræn, og så bør du under alle omstændigheder få støbt et nyt gulv.

 

God udluftning og temperaturregulering er nødvendig i en vinkælder

Så langt så godt. Det næste du skal gøre, er at foranstalte en mulighed for udluftning af din vinkælder. Er kælderen forsynet med vinduer, kan disse bruges, og ellers kan du overveje at installere enten en trækkanal eller en varmepumpe, som kan regulere temperaturen ved hjælp af en termostat, og som selv sørger for at styre luftens fugtighed.

 

 

Der må ikke være for fugtigt i din vinkælder, men heller ikke alt for tørt. Hvis luften er knastør, risikerer propperne at tørre ind. Hvis du modsat er bange for, at den høje luftfugtighed ødelægger vinflaskernes etiketter, kan du forebygge dette ved at sprøjte et lag hårlak på, inden du lægger vinen til opbevaring.

En vinkælder bør holde en fast temperatur, som ligger i omegnen af tolv til atten grader. Alternativt udvikler vinen sig for hurtigt. Samtidig skal vinen være beskyttet mod lys, og derfor er det en god idé at lade dem ligge i et lukket rum, som er afskærmet fra den øvrige kælder. Er dette ikke en mulighed, kan du opbevare dine vine i trækasser, og ellers kan du med stor fordel bygge en flot vinreol, som kan hjælpe dig med at gøre din vinsamling overskuelig og pæn at se på.

 

Udnyt pladsen optimalt med en vinreol

Medmindre du er i besiddelse af mange hundrede kvadratmeter uudnyttet kælderrum, er det smart at tænke over, hvordan pladsen i din vinkælder udnyttes bedst muligt. Du kan med fordel foretage en opmåling af det kælderrum, du har tænkt dig at bruge til opbevaring af vin og bede en dygtig håndværker udfærdige en visuel præsentation af rummet. Herefter er det let at tilpasse en smart opbevaringsløsning, som så blot skal implementeres.

 

 

I de fleste tilfælde vil en vinreol være den bedste løsning. I en vinreol kan flaskerne ligge ned, hvilket er den bedste måde at opbevare vinflasker på, og samtidig er flaskerne skærmet mod lys. Du vil nemt kunne sætte mærkater på din vinreol eller lave en optegnelse på din computer, så du kan se, hvilke vine der ligger hvor.

Med en professionelt bygget vinkælder er du garanteret et resultat, som holder i mange år, og som du kan have glæde af langt ud i fremtiden. Og det er altid lækkert at kunne prale med en flot og veludført vinkælder, når venner eller familie kommer på besøg til et glas eller to.

 

Hvornår skal jeg vælge et vinkøleskab?

Har du vine, som du ønsker at passe ekstra og særligt godt på – og har du svært ved at imødekomme kravene om temperaturregulering i din kælder? Så kan du overveje at købe et vinkøleskab.

Et vinkøleskab er et særligt køleskab, som er designet til at holde dine vine gode. Med et vinkøleskab er du altid garanteret den perfekte temperatur, og de mere avancerede modeller gør det muligt at styre luftfugtigheden. Samtidig kan du lagre dine vine i to temperaturzoner.

Sidstnævnte mulighed er smart for dig, som ynder at servere vin direkte fra vinkøleskabet, uden at de skal en tur forbi dit rigtige køleskab først. Du kan for eksempel vælge at lægge champagnen, cavaen, spumanten, hvidvinen eller roséen på de øverste hylder, hvor temperaturen ikke overstiger 7 grader og lade de røde vine ligge nederst, hvor de kan nyde de førnævnte 12 til 18 grader.

God fornøjelse med din nye vinkælder!

FAQ

Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg bygger vinkælder?

Opbevaring af vin stiller krav til eksempelvis lysindfald, temperatur og luftfugtighed. Derfor bør du gøre dit forarbejde grundigt, når du bygger en vinkælder.

Kan jeg bygge min egen vinkælder?

Hvis dit hus er forsynet med en fuld kælder – det vil sige ikke en såkaldt krybekælder – kan du med fordel indrette et rum i kælderen til opbevaring af vin.

Skal jeg anskaffe et vinkøleskab?

Et vinkøleskab er et fint alternativ til en vinkælder, og det giver dig samtidig mulighed for at styre både temperaturen og luftfugtigheden.