guide

Mangler du en legeplads til din have?

Mangler du en legeplads til din have?

Vil du gerne indrette haven med en sjov legeplads? Få gode råd til, hvordan du skaber en hyggelig legeplads til helt små såvel som større børn. 

En legeplads i haven kan bestå af mange ting. Gyngestativer, legetårne og rutsjebaner. Kun fantasien sætter grænser for, hvordan du kan indrette en sjov legeplads, og du behøver ikke være gør det selv-mand eller -kvinde. Du kan efterhånden købe rigtig mange gode ting til legepladsen i haven, der blot skal samles og sættes op.  

 

Sådan skaber du den perfekte legeplads i haven

Selvom der finder mange offentlige legepladser, er det alligevel skønt at have sin helt egen legeplads hjemme i haven. Men hvad skal din legeplads bestå af?

Starter du med at lave en god legeplads til små børn, kan du altid bygge videre på den, efterhånden som børnene bliver større, eller der kommer flere børn i familien. Det er op til dig, hvad der skal danne trygge rammer for dine børns leg i haven, og uanset hvordan du laver din legeplads, får de helt sikkert mange hyggelige stunder.

Nogle af de typiske ting til at indrette legepladsen med, er:

* Et legetårn

* Et gyngestativ

* En rutsjebane

* Et legehus

* En klatrevæg

* En sandkasse 

Vi gennemgår de forskellige elementer i en lille guide nedenfor, så læs endelig videre.

 

Legetårn til alverdens sjov og leg 

Et legetårn kan have mange former, farver og detaljer, og det indbyder til sjove lege og hyggelige timer i haven. Når det kommer til legetårn, kan du enten købe et færdigt tårn eller vælge at bygge et selv.

 

Færdigt legetårn

Der findes utrolig mange forskellige tårne. De kan have en rutsjebane eller være i kombination med et gyngestativ – eller endda begge dele. Du finder dem ofte i byggemarkeder, butikker med legetøj eller i webshops, og der er varianter i mange udformninger og størrelser til ethvert budget.

Byg-selv legetårn

Når du vælger at bygge selv, kan du sætte dit eget personlige præg på legetårnet. Det tager mere af din tid, men du kan også efterkomme dine børns ønsker og skabe en virkelig hyggelig legeplads. Lad gerne børnene føle, at de er med i både beslutnings- og byggeprocessen.  

 

Gyngestativ til små som store børn

Gyngestativer er for både små og større børn. Du kan få stativer med sansegynger, som baby kan prøve at gynge i fra en tidlig alder, men mange børn nyder også en god gyngetur, når de er større.

Det du skal huske at se efter, er:

* Hvad vægtbelastningen på stativ og gynger er. 

* Er børnene ikke er helt så gamle, er det en god idé at vælge en gynge, de kan sættes i. 

* Når de er større, kan du få en traditionel og flad gynge, der er lige til at sætte sig på. 

Der findes et væld af forskellige gyngestativer, men du kan også vælge at montere en gynge i et træ i haven. Det giver lidt charme at integrere selve haven i din legeplads, og det bliver helt sikkert en sjov oplevelse for børnene.

 

I videoen nedenfor kan du se, hvordan du hurtig og let hænger en gynge i et træ.

 

Der er faktisk også nogle regler og love, du skal følge, når det kommer til gynger i haven, så du sikrer dit barns sikkerhed. Køber du et færdigt stativ, er disse krav naturligvis opfyldt, men du skal selv huske på dem, hvis du hænger gynger op eller bygger dit eget gyngestativ.

Det er blandt andet, at du: 

* Jævnligt skal efterse ophænget for slitage

* Skal anvende en kæde med en lille åbning 

* Ikke må hænge mere end to gynger på én overlægger

* Ikke må montere gynger til store og små børn på samme overlægger

* Skal sørge for, at der er 350 mm fri mellem gynge og underlag

* Skal sørge for 400 mm afstand mellem gyngerne

(Kilde: Bygselvviden.dk) 

 

Rutsjebane med fart på 

En rutsjebane er et must på enhver legeplads. Ofte kan du købe legetårne med rutsjebane som en integreret del af tårnet, og det er et skønt valg, som giver mange timers sjov og leg i haven. 

Du kan dog også købe separate rutsjebaner. Disse kan være mindre og egnet til brug af små børn og f.eks. også til indendørs brug.

Blandt de udendørs muligheder er:

Plastikrutsjebaner 

Disse kommer i et væld af størrelser og former. De er smarte til små børn, der måske ikke er gamle nok til den store rutsjebane i legetårnet. De vejer ikke så meget og er nemme at flytte rundt på i haven – og du kan tage rutsjebanen med ind til efterår og vinter. 

Stålrutsjebane på bakke

Har du en skøn have med lidt niveauforskel? Måske en lille bakke? Så kan du investere i en stålrutsjebane med egen opgang og montere den på bakken. Det er dog en lidt dyrere fornøjelse, og derfor ses stålrutsjebanen oftest på offentlige legepladser og i institutioner. 

 

Legehus til de små

Et legehus ser både flot ud i haven, og så er det sjovt for børnene at lege deri. Der findes mange færdige legehuse i byggemarkederne og legetøjsbutikkerne, men du kan også vælge at gøre det selv – f.eks. ved at bygge en træhytte oppe i et træ. 

Vi har samlet et overblik over de forskellige typer legehuse:

Legehus i plastik

Et nemt og billigt valg. Det kan både stå ude og være en del af legepladsen i haven, ligesom det kan bruges indenfor. 

Legehus i træ 

Skal legehuset være en mere fast del af legepladsen, skal du vælge et legehus i træ. Du finder mange søde og fine udgaver online eller i dit lokale byggemarked. Husene i træ kræver typisk lidt flere samletimer end husene i plastik. 

Gør-det-selv træhytte

Vil du gøre det selv? Måske lave en unik og spændende træhytte i et træ i din have? Det er et populært valg, men hvordan bygger du lige en træhytte? Se med i videoen her, og få tips til at lave din helt egen træhytte. 

 

 

Klatrevæg til de vovede

Legepladsen skal både være sjov og underholdende, men den må også gerne have nogle udfordringer for børnene. Det kunne f.eks. være i form af en klatrevæg. Du kan vælge mellem:

At købe en færdig klatrevæg

Du finder f.eks. legetårne med integrerede klatrevægge. Men du kan også købe klatrevægge, der kan monteres på enten indendørs eller udendørs vægkonstruktioner. 

At lave en klatrevæg selv 

Vil du lave en helt unik klatrevæg til børnene? Så kan du faktisk købe klatregreb, som du selv kan montere i f.eks. et træ eller på en solid plade. Pladen kan du hænge på en udendørs væg – evt. på dit legetårn. 

 

Sandkasse til hyggelig leg 

Leg med sand er virkelig sjovt. Især for de små størrelser. Der findes alskens slags sandkasser på markedet, og de kan alle nemt blive en integreret del af legepladsen i din have. 

Få et overblik her:

Sandkasser i træ med bænk og låg

Et praktisk valg når du gerne vil undgå, at der kommer andet end sand i sandkassen. Med den smarte bænk omkring kan man nemt lege med sandet, uden at skulle sidde nede i det. 

Sandkasser i plastik med låg

De er formede som alt fra skildpadder og muslingeskaller til flodheste, så der er noget for enhver smag. De er smarte, når du gerne vil have en nem og billig sandkasse. 

Sandkasser med parasol

Et virkelig godt valg når dine børn sidder ude om sommeren og leger med sand i mange timer. De bliver nemlig skånet for solens stråler, når de sidder under parasollen.

 

Er du klar til at skabe en hyggelige legeplads i haven?

Du har nu fået en hel masse gode forslag til at skabe en skøn legeplads i haven. Hvad skal din legeplads indeholde? Tag gerne en snak med dine børn, og find ud af, hvad de vil sætte mest pris på. 

FAQ

Hvilke regler er der for gynger til børn?

Reglerne for gynger er blandt andet, at du:

1) Jævnligt skal efterse ophænget for slitage

2) Skal anvende en kæde med en lille åbning 

3) Ikke må hænge mere end to gynger på en overlægger

4) Ikke må montere gynger til store og små børn på samme overlægger

5) Skal sørge for, at der er 350 mm fri mellem gynge og underlag

6) Skal sørge for 400 mm afstand mellem gyngerne

Hvor mange gynger må jeg montere på én overlægger?

Du må højst montere to gynger på den samme overlægger. Der må ikke være en gynge til små børn og en gynge til større børn monteret på samme overlægger.

Hvordan bygger jeg en klatrevæg til børn?

Du kan købe klatregreb, som du selv kan montere med skruer på f.eks. en væg, på dit legetårn i haven eller på stammen af et træ.

Kan jeg få en sandkasse med parasol?

Ja, der findes alskens forskellige sandkasser – også nogle med en påmonteret parasol.