Sådan bekæmper du fugt i kælderen på effektiv vis
Hvis dit hus er forsynet med en fuld kælder, ønsker du sikkert at bruge den til opbevaring eller måske endda til beboelse. Men hvad gør du, hvis der er fugt i vægge og gulv?
En fuld kælder vil sige en kælder, hvor det er muligt at stå oprejst – i modsætning til en krybekælder – og det er en etage, der efterlader mange muligheder, når det kommer til indretning og udnyttelse af kvadratmeter.
De fleste husejere vælger at indrette vaskekælder og stille såvel vaskemaskine som tørretumbler i kælderen. På den måde slipper man for at blive generet af støjen fra apparaterne, og der som regel plads nok til at hænge tøj til tørre på tørresnore eller stativer placeret i kælderen.
Alternativt udnytter mange kælderens rum til værksted, hobbyrum, opbevaring og endda værelser af den ene eller anden art. Vi tager et kig på mulighederne og slutter af med gode råd til at bekæmpe eventuel fugt i kælderen.
Kælderen – et alsidigt rum
Foruden den relativt velkendte anvendelse af den fulde kælder som vaskekælder er der rigtig mange andre muligheder i det store rum – især hvis det spænder over hele husets samlede grundareal. Du kan for eksempel indrette et gæsteværelse i din kælder, hvor overnattende gæster kan sove i fred og selv bestemme, hvornår de står op – et glimrende alternativ til sofaen.
Er der egen indgang og tilstrækkeligt sikrede brandveje, kan du med stor fordel lade din teenager få kælderværelset. Teenagere sætter pris på privatliv og på at kunne komme og gå, som det passer dem. Kælderen er desuden ideel i forbindelse med indretning af hobbyrum, da du kan arbejde ganske uforstyrret i de stille kælderrum.
Du kan også vælge at henlægge dit hjemmefitnesscenter til kælderen. En kælder vil typisk være forsynet med beton- eller cementgulv, hvilket er smart, når du skal have tunge vægte, værktøj og lignende liggende. Et trægulv vil kunne tage skade af denne behandling, mens et beton- eller cementgulv tager belastningen i stiv arm, så at sige.
Endelig anvendes kælderen ofte som opbevaringsrum, eller som vinkælder.
Uanset hvordan du har tænkt dig at anvende din kælder, er det dog vigtigt, at du sikrer dig, at kælderen er velegnet hertil. Især i forbindelse med beboelse er der strenge krav, der skal være opfyldt før det er forsvarligt at sove under jorden – og alle reglerne kan du læse mere om i det følgende.
Fugt – et kendt problem i kældre
Det er ikke usædvanligt at opleve en fugtig fornemmelse og en jordslået lugt, når man træder ned i en kælder. Det skyldes, at luftfugtigheden i en kælder generelt er højere end i resten af huset.
Der er sandsynligvis ikke de samme muligheder for at lufte ud i kælderen, som du har i stueplan, og kælderen ligger samtidig tættere på grundvandsspejlet end de øvrige rum, hvilket kan medføre indtrængende fugt via fundamentet. Desuden kan det sagtens forholde sig sådan, at damp fra vaskemaskinen eller tørretumbleren er med til at påvirke luftfugtigheden i din kælder.
Under alle omstændigheder er det vigtigt at tjekke kælderen godt og grundigt igennem for fugtskader, inden du bruger den til noget som helst andet end tøjvask og opbevaring. Og så er det for hele husets sundheds skyld en rigtig god idé at få udbedret disse skader – uanset om du ønsker at indrette kælderen eller ej.
Hvordan ved jeg om der er fugt i min kælder?
Der er flere måder, hvorpå du kan opsnuse fugt i kælderen. Den første er selvfølgelig ved at bruge næsen. Fugt giver den helt karakteristiske mugne og jordslåede lugt, som du vil kunne genkende med det samme. Er denne til stede i en kælder, er der rigtig stor sandsynlighed for, at der er trængt fugt ind gennem eksempelvis gulvet eller fundamentets vægge – og så kan du gå i gang med at lede efter tegn på fugt indtrængen.
Det tydeligste tegn på en læk i væggen i kælderen er puds, der smuldrer, eller maling der skaller af. Væden ødelægger såvel pudsets som malingens binding til væggen, og derfor vil puds og maling sladre om, hvor fugten trænger ind.
Her skal du i gang med at fjerne puds og maling, indtil du kommer helt ind til fundamentet. Du vil hernæst kunne konstatere, om der er revner, som skal lappes. Når du alligevel er i gang med væggene, bør du beføle dem med dine hænder – føles de klamme og kolde, er der med stor sandsynlighed fugtindtrængen.
Du bør desuden fjerne alt, hvad der hedder træ eller gipsbeklædning af væggene for at se, om der skulle findes skimmelsvamp på bagsiden heraf. Skimmelsvamp er ikke blot et tegn på fugt – den irriterende svamp udgør også en reel helbredsrisiko, og du bør faktisk ikke opholde dig i rum, hvor der er skimmelsvamp til stede. Finder du skimmelsvamp i din kælder, bør du straks skride til handling. Skimmelsvamp har det nemlig med at sprede sig til resten af huset, og så kigger du på en omfattende – og dyr – renovering.
Hvordan fjerner jeg fugt i kælderen?
Måske mener du ikke, at det er det store problem med fugt i kælder og i fundament, hvis du alligevel ikke bruger kælderen særlig meget. Men du bør alligevel sørge for at få sat en stopper for den indtrængende fugt.
Hvis der trænger fugt ind i fundamentet, vil dette være ekstra sårbart i det kolde vinterhalvår, hvor du risikerer frostsprængninger, som kan ødelægge fundamentet. Derfor er det vigtigt, at du udfører de tiltag, som skal til for at fjerne fugten og forebygge, at problemet opstår på ny – og det er en god idé at få erfarne fagfolk til hjælp.
Sikring af boligens omgivelser og fundament
For at forhindre at fugt trænger ind i boligen via gulvet, kan du med fordel investere i ekstern fugtsikring – for eksempel en faskine eller et omfangsdræn. På den måde er din kælder samtidig effektivt sikret mod oversvømmelse i forbindelse med kraftige regnskyl eller en stormflod.
Du skal samtidig sikre at diverse kloakering er i tip top stand. Sivebrønde, drænledninger og så videre skal være i stand til at lede vand væk fra din bolig, så omgivelserne holder sig tørre og dit fundament sundt. Her bør du få en kloakmester til at forestå inspektion og måske en gennemspuling af dine kloakfaciliteter.
Du skal sørge for at alle kældervægge er tætnet på behørig vis, så fugten får svært ved at trænge ind. I den forbindelse kan du med fordel få støbt et nyt beton- eller cementgulv i kælderen. Det vil ikke alene beskytte din bolig imod indtrængende fugt, men også forhindre radon fra undergrunden i at trænge ind i din bolig.
Temperatur- og fugtregulering i din kælder
Du kan forhindre fugt i at opstå ved at sørge for, at temperaturen i din kælder er stabil. Det kan du for eksempel gøre ved at installere en varmepumpe, som er forsynet med termostat. En sådan varmepumpe vil samtidig kunne regulere luftens fugtighed og sørge for, at denne ikke overstiger et vist maksimum.
Du kan også vælge at installere trækkanaler i din kælder eller måske ventilationsriste i kælderens ydervægge. Er der vinduer i din kælder, kan du isætte spjæld for naturlig udluftning.
At sikre kælderen mod indtrængende fugt er måske en bekostelig affære – men en god investering. På den måde kan du nemlig fremtidssikre boligen og få mere ud af dit grundareal – og samtidig gøre huset mere attraktivt i forbindelse med et eventuelt salg.