Sådan rengør du dit hus effektivt
Du har helt sikkert prøvet at gøre dit hus rent før, men der er måske områder, som du ikke gør rent lige så tit – eller hvor du ikke føler, at du kommer helt i bund med rengøringen. Der kan det være rart for dig at få nogle gode råd til, hvordan du kan gøre det bedst muligt. Dem kommer vi heldigvis med her.
Her får du en grundig gennemgang af, hvordan du mest effektivt rengør din bolig. Det er vigtigt, at det bliver gjort regelmæssigt – både for syns skyld, og fordi det er sundere og rarere at bo i en bolig, der er ordentligt rengjort.
Start med at rydde op
Inden du skal i gang med rengøring, er det vigtigt, at du sørger for at rydde op. Du skal ikke støvsuge rundt om børnenes legetøj, der ligger på gulvet, eller tørre køkkenbordet af rundt om de tallerkener, der står på det. I stedet skal du sørge for at få ryddet af vejen først.
For at gøre oprydningen så nem som mulig, bør du sørge for, at alle tingene i dit hjem har en placering. Hvis børnenes legetøj ligger og flyder, bør det ikke være, fordi det ikke har en plads, men fordi det ikke er blevet ryddet op. Når du skal have legetøjet væk, kan du derfor hurtigt sætte det ind på den hylde eller lægge det ned i den kasse, hvor det hører til.
Har dine ting ikke en plads, bliver de aldrig rigtig ryddet op – og dermed bliver dit hjem jo ved med at være rodet. Det kan tage noget tid for dig at finde en plads til alle dine ting, og det kan være, at du er nødt til at skille dig af med nogle af dine ting for, at det hele kan være der. Men det vil i sidste ende være det hele værd, når du langt nemmere kan rydde op.
Tænk i opgaver og ikke i rum
Et af de vigtigste råd til at gøre rengøringen mere effektiv – hvad enten det er den daglige rengøring eller hovedrengøringen – er, at du tænker i opgaver frem for rum. Er du ved at vaske vindueskarme af i stuen, så fortsæt til de andre rum også og få det ordnet med det samme. Du har jo alligevel fundet varmt vand og en klud frem, og det vil derfor være nemt for dig at fortsætte med opgaven.
Det samme gælder, når du først har fundet støvsugeren frem. I det tilfælde kan du lige så godt fortsætte til de andre rum, så du dermed får støvsuget hele huset frem for at gemme støvsugeren væk – eller bare at lade den stå, mens du ordner de andre ting i huset.
Start med at støvsuge
Når du gør rent, vil det være mest effektivt for dig, at du starter med at støvsuge din bolig. Dermed får du fjernet en masse af det løse støv, der ligger i rummet. Derefter kan du tørre fladerne over med en våd klud og få det sidste støv med og sørge for, at dit hjem bliver helt rent. Når du tørrer flader af, bør du altid starte øverst og så arbejde dig nedad.
Når du har støvsuget og tørret fladerne over, kan du vaske gulvet. Der bør du starte i det fjerneste hjørne og derefter arbejde dig udad. Sørg for jævnligt at skylle kluden, så du ikke bare tørrer skidt rundt på gulvet.
Vær flere om rengøringen
Er I flere i husstanden, er det selvfølgelig også en god ide, at I er flere om rengøringen. Dermed kan I hurtigt få ordnet det hele, for det er jo de færreste, der bryder sig om at gøre rent.
Det er en god ide, at du sørger for, at dine børn er med til at hjælpe med rengøringen fra de er små. Og selv meget små børn kan faktisk hjælpe med at gøre rent. For eksempel kan du bede dem om at lægge deres legetøj væk og for eksempel give dem lov til at tørre hylder over med en klud.
Når børnene bliver vænnet til at hjælpe med rengøringen, fra de er små, vil det være naturligt, at de også gør det, når de er større. Har du svært ved at motivere dine større børn til at gøre rent, kan lommepenge selvfølgelig altid være en god motivation. Selvom det kan være konfliktfyldt at få børn til at gøre rent, gør du dem en tjeneste ved, at de lærer det.
Hvor tit skal jeg gøre hovedrent?
Normalt vil du typisk gøre rent en gang om ugen, måske mere hvis du har kæledyr eller små børn. Men hvor ofte skal du så lige gøre hovedrent, hvor du kommer ud de steder, hvor du ellers normalt ikke gør rent? Det behøver du faktisk ikke at gøre mere end en til to gange om året.
Der er det så også en god ide, at du sætter en hel dag af til det, så du virkelig kan gå i dybden med det. Det er mest praktisk, at du vælger en dag, hvor solen skinner, da du så kan få tæpperne ud og få dem banket og få luftet sengetøj og puder.
Når du gør hovedrent, følger du egentlig meget skabelonen ovenfor: Du starter med at rydde op, du støvsuger, og du tørrer fladerne af oppe fra og ned. Det, der adskiller en hovedrengøring fra en almindelig rengøring, er, at du så for eksempel rykker alle møblerne ud og får støvsuget og vasket gulv under dem.
Du bør også vaske dine møbler over, tage billederne ned og støve rammerne af, vaske gardinerne, tørre støvet af potteplanterne og i det hele taget være kreativ med at finde ud af, hvor du kan gøre rent henne.
Når du gør hovedrent, er det også et oplagt tidspunkt for dig at få vasket dine vinduer. Du kan ikke undgå, at der sætter sig et vist lag snavs på dem. Det er typisk særligt slemt, hvis du bor ud til en trafikeret vej. Men selv i et stille område kan det være rart at få vinduerne pudset, mindst et par gange om året.
Kilder: Bolius.dk, Bobedre.dk og helpsoon.com