guide

Ti nye møbler til dit hus: Designermøbler når de er bedst

Ti nye møbler til dit hus: Designermøbler når de er bedst

Når du skal indrette dit nye hjem, kan du passende gøre det med en lang række møbelklassikere, hvoraf mange er her fra Danmark. Vi har nemlig en lang og stolt tradition for møbelkunst, som sprænger alle rammer.

Danske møbelarkitekter som Poul Henningsen, Piet Hein og Børge Mogensen stod bag en lang række møbler, som ikke bare er virkelig flotte, men som også byder på en fantastisk komfort. Men også hos virksomheder som Montana og Bolia, finder du de møbler, der forvandler dit kedelige hjem til en drømmebolig.

Nedenfor finder du en række bud på ti nye møbler, der alle kombinerer design og komfort på en helt fantastisk måde.

 

Montanareolen

Det var den tidligere søofficer Peter J. Lassen, der i 1982 lancerede det Montana reolsystem, der har gjort det mere interessant at have bøger og andre ting stående fremme i stuen. Peter J. Lassen startede allerede i møbelbranchen i 1954. Herefter arbejdede han sammen med store arkitekter som Arne Jacobsen, Piet Hein, Verner Panton og Jørn Utzon. Samarbejdet med de kendte arkitekter har helt sikkert præget designet på Montanareolerne, i det de har et meget enkelt og æstetisk udtryk.

Montanareolerne tæller i alt 42 forskellige grundmoduler, du kan sammensætte, præcis som du ønsker. Nogle er til låger af træ eller glas, andre er til skuffer, mens hylder også kan være det foretrukne. Med Montanas reolsystem får du mulighed for at kombinere dine reoler på kryds og tværs, ligesom du altid har drømt om.

Til dette reolsystem findes også en række hjul og indsatser i mange forskellige størrelser, så mulighederne for at tilpasse systemet lige efter dit hoved er næsten uendelige. Ønsker du et virkeligt lækkert reolsystem i et godt, dansk design, hvor et ordentligt håndværk sikrer dig den bedste kvalitet, så er Montanareolen et rigtigt godt valg.

Det er ikke helt let at prissætte en Montanareol, da den fås i så mange forskellige størrelser og modeller. Men tager vi en bogkasse med fire rum, hvor der følger et vægophæng med, så ligger startprisen på omkring 4.000 kr.

 

 

Super-Elipse bord – Piet Hein

Piet Hein var både digter, forfatter og opfinder. I de mere end 90 år han levede, gav han verden både digte, det 3-dimensionale superæg og ikke mindst Super-Elipse bordet. Dette bord skabte Piet Hein sammen med den svenske designer Bruno Mathsson, og Fritz Hansen satte det i produktion i 1968. Siden da har det været en del af de danske møbelklassikere, som på fornemmeste vis passer ind i enhver tænkelig indretning.

Piet Heins Super-Ellipse bord er ikke kun en fryd for øjet. Med udtræksmodellen får du et spisebord, der både er praktisk i hverdagen og som egner sig perfekt til, at du inviterer mange gæster.

Piet Hein Super-Ellipse bord koster ofte fra omkring 13.000 kr. for de mindste udgaver.

 

 

PH-lampen – Poul Henningsen

Forfatteren, arkitekten og designeren Poul Henningsen har om nogen sat sit præg på dansk kultur. I 1926 lykkedes det PH, som han ofte kaldes, at skabe den første udgave af den lampe, der sidenhen er blevet indbegrebet af dansk hygge. Lampen var banebrydende for sin tid, da den førte lyset derhen, hvor der var brug for det.

Med den nye PH lampe fik man nu en lyskilde, hvor det var muligt at undgå et alt for blændende lys. Skærmsystemet i PH lampen bestod af treskærmsformen – en tallerken, en skål og en kop, hvilket blev et princip i alle PH’s lamper, uanset om det var væglamper, bordlamper eller gulvlamper, han designede fremover.

PH-lampen kan i dag fås i mange størrelser og udgaver. Priserne varierer derfor fra model til model, men en typisk PH loftlampe koster fra omkring 4.500 kr.

 

Scandinaviaserien – Bolia

Den danske møbelkæde Bolia, der kom til verden som webshop i år 2000, har bidraget til at sætte et fornyet fokus på de møbler, vi bruger så meget i hjemmet. I dag har Bolia fysiske møbelbutikker fordelt ud over landene Danmark, Sverige, Norge, Tyskland og Holland. Dette skyldes et skarpt fokus på skandinavisk design og kvalitet.

Blandt de mest populære sofaer hos Bolia finder du den klassiske Scandinaviaserie. Her får du en sofa i bæredygtigt massivt træ med hynder i stof og ekstra fyld, der sikrer en virkelig god komfort. Det praktiske ved Scandinaviaserien er, at du selv har indflydelse på, hvordan din sofa skal se ud i den sidste ende.

Benene fås for eksempel i flere materialer og højder, mens hynderne kan fås med enten dun- eller skumfyld, og hynderne kan betrækkes med uld, velour eller læder.

En sofa fra Scandinaviaserien koster fra 10.500 kr. for en 2 personers udgave.

 

Vitra – Eames Hang it All

Har du børn, der smider deres overtøj på gulvet, så kan knagerækken fra Vitra være lige den investering, der får dem til at ændre vaner. Knagerækken, der allerede kom på markedet i 1953, er nemlig fyldt med farvestrålende kugler, som gør den rigtig sjov at benytte. Det var det amerikanske ægtepar Charles & Ray Eames, der opfandt den farvestrålende knagerække.

Siden har det unikke design bidraget til, at den entre som ofte er det rum, du først træder ind i derhjemme, giver dig noget kulør. Knagerækken kan dog også med fordel ophænges i badeværelset eller i rummet, hvor dine børn holder til. Den fås desuden i ens farver som eksempelvis sort, grøn eller valnød.

Den farverige knagerække kan blandt andet fås hos møbelhuset Paustian til en pris på omkring 2.000 kr.

 

 

Pandarine sofaen – Hay

Hay er det gode bevis på, at det er muligt at finde god møbelkunst, der er designet efter år 2000. Det populære møbeldesign blev nemlig etableret i 2002 med ønsket om at give dansk møbeldesign en renæssance. Målet var ganske enkelt at vende tilbage til den innovative storhedstid, som dansk møbelkunst befandt sig i, dengang bedstefar var ung i 1950’erne og 60’erne.

Med møbler, brugskunst, og andet interiør til hjemmet, har Hay skabt gode muligheder for at både etablerede designere og nye i branchen har mulighed for at videreføre den danske tradition for designermøbler, men dog i en nutidig kontekst. Hay er blandt andet kendt for deres sofapuder, der både pynter, hygger og skaber en god komfort i din sofa eller seng.

Men Hay har også designet sofaer i en meget høj kvalitet. En af de meget populære modulsofaer er Pandarineserien, der på fornemmeste vis kombinerer luksuriøs komfort med et elegant design. Sofaserien er meget fleksibel, da du for eksempel selv kan vælge, om du ønsker armlænene i en cylinderform eller i en udgave, hvor de kan justeres på samme måde som ryglænet til sofaen.

Pandarinesofaen kan fås fra omkring 24.000 kr.

 

Ægget – Arne Jacobsen

Arkitekten Arne Jacobsen behøver ikke den helt store præsentation. Rundt om i Danmark finder man kendte bygninger som Aarhus Rådhus og Danmarks Nationalbank, som Jacobsen tegnede. Men også bag murerne hos den almindelige dansker, er Arne Jacobsens aftryk at finde. Dette er ofte i form af stolen ægget, som arkitekten designede i 1958.

Stolen kom til verden, da Arne Jacobsen stod for at designe det interiør, der skulle fylde på det netop opførte Royal Hotel i København. Selvom Ægget var designet til at fungere i det offentlige rum, betød det flotte design og den afskærmende form på stolen, at den også hurtigt blev populær ude i de danske hjem. Den unikke loungestol pynter ikke bare i ethvert hjem. Den har også en virkelig god komfort, der sikres med et justerbart vippebeslag. Med dette beslag kan du altid justere stolen i overensstemmelse med din vægt.

Ægget fra Arne Jacobsen kan fås i forskellige materialer alt efter dine ønsker og behov, og den koster fra omkring 40.000 kr. alt efter, hvilken model du vælger.

 

Den runde stol – Hans J. Wegner

Hans J. Wegner har skrevet sig ind i Danmarkshistorien, som en af de allerstørste møbeldesignere nogensinde. Blandt hans værker er for eksempel den populære Y-stol, som stadig fylder godt op i danske hjem.

Men Wegner lykkedes også med at lave en stol, der fik ham skrevet ind i verdenshistorien. Den runde stol, som Wegner designede i 1949, kom nemlig med i den første TV-duel nogensinde, da John F. Kennedy og Richard Nixon mødtes under den amerikanske valgkamp i 1960. Amerikanerne havde valgt stolen for dens komfort og ægte kvalitet. Efter duellen blev stolen Kennedys favorit, og den var herefter at finde i Det Hvide Hus. Amerikanerne kaldte desuden stolen for The Chair.

Den verdensberømte stol kan stadig fås den dag i dag. Den koster omkring 33.000 kr., men så får du også et møbel, som selveste John F. Kennedy har siddet i.

 

 

Globe Pendel – Verner Panton

Designeren Verner Panton vakte en del opsigt, da han tråde ind på den danske møbelscene i 1960’erne. For mens designere som Arne Jacobsen og Hans J. Wegner brugte naturlige materialer og foretrak et enkelt formsprog, så valgte Panton en mere futuristisk stil, hvor et vanvittigt farvevalg og formsprog var det dominerede.

Verner Panton blev undervist af Poul Henningsen og fik senere mulighed for at arbejde for Arne Jacobsen. Panton elskede at arbejde med stål, plastik og glasfiber, hvilket blandt andet kommer til udtryk i hans populære Globe Pendel.

Denne lyskilde er ikke bare meget unik og futuristisk, men også utrolig stilfuld og klassisk – kort sagt et meget smukt designikon. Det lykkedes nemlig Verner Panton at frembringe møbler i sin helt egen stil, men dog med et aftryk fra de populære møbelarkitekter, han tidligere havde arbejdet sammen med.

Verner Panton Globe Pendel kan fås i forskellige størrelser. Den koster fra omkring 6.000 kr.

 

Poeten – Finn Juhl

Har du været fordi museet Ordrupgaard i Nordsjælland, har du sikkert også fået en rundvisning i arkitekten Finn Juhls hus. Finn Juhl satte nemlig så stort et præg på dansk møbelkunst, at hans hus selvfølgelig er bevaret for eftertiden.

Finn Juhl startede karrieren på arkitekten Vilhelm Lauritzens tegnestue i 1934. Et af de populære møbler, som Finn Juhl fik sendt på markedet, var sofaen Poeten fra 1941. Når Finn Juhl designede møbler, målte han sin egen og vennernes kroppe, så han var helt sikker på, at møblerne kunne forme sig præcist efter den menneskelige figur.

Dette er også lykkedes med Poeten, hvor du både får et elegant møbel og en fantastisk komfort. Denne sofa leveres med et håndsyet betræk og ben i flere forskellige træsorter.

Poeten koster fra omkring 40.000 kr. alt afhængig af, hvilken model du går efter.

FAQ

Hvad kendetegner de møbelarkitekter, der satte Danmark på verdenskortet i forrige århundrede?

Arkitekter som Arne Jacobsen og Hans J. Wegner var inspireret af funktionalismen. Det betød, at deres møbler var enkle, nemme at bruge og uden unødvendigt pynt. Dette gjorde møblerne utrolig populære i både virksomheder og private hjem.

Hvor henter jeg inspiration til mit næste møbelkøb?

Du kan selvfølgelig altid besøge en møbelforretning, hvor en sælger gerne vil vise dig et stort udvalg af møbler til dit hjem. Men i København kan du faktisk også opleve Poul Henningsens og Finn Juhls mesterværker på museum. På Dansk Designmuseum finder du et stort udvalg af alle de klassiske møbler, som danske designere har frembragt de sidste 100 år.

Hvorfor koster designermøbler ofte mere end almindelige møbler?

Selvom møbelarkitekter som Finn Juhl, Hans J. Wegner og Arne Jacobsen var vidt forskellige, så er kendetegnet for de møbler, de sendte på markedet, at design og komfort altid gik op i en højere enhed. En sofa skulle for eksempel ikke bare pynte, den skulle sørge for, at du sad virkelig godt. For at levere de gode møbler, blev der som regel altid brugt materialer i den bedste kvalitet. På et møbel som sofaen Poeten, som Finn Juhl sendte på markedet i 1941, fulgte der for eksempel et håndsyet betræk med, mens benene var lavet af flere forskellige træsorter.