Alt hvad dit nye fitnessrum behøver

26. november / Camilla Skøtt guide

I en travl hverdag kan det synes umuligt at finde tid til at komme ned i det lokale fitnesscenter, og når først børnene er faldet i søvn, kalder sofaen. Kender du det? Måske skal du overveje et fitnessrum derhjemme.

Børn, skole, arbejde, fritidsaktiviteter, madlavning, rengøring, etc. Listen af ting der skal gøres, passes og plejes er uendelig, og det er svært at klemme et besøg eller to i fitnesscenteret ind også, og netop derfor er flere og flere begyndt at omdanne hjemmet og indrette deres eget fitnessrum.

Men hvad har du brug for af udstyr, hvis dit nye fitnessrum skal gøre det ud for de træningspas, du ellers gennemfører i fitnesscenteret? De færreste har trods alt plads til den ene maskine efter den anden.

Men mindre kan også gøre det.

 

Det vigtigste udstyr til hjemmetræning

At træne derhjemme kan være mindst lige så effektivt som en tur i fitnesscenteret, og mange gange er det lettere at finde tiden, når redskaberne er lige i nærheden. Men det kræver naturligvis, at det er det rette udstyr, du har investeret i, så du både udfordrer kroppen og får sved på panden – og så du ikke er nødt til at bygge en hel tilbygning for at få plads.

 

 

Vi starter med udstyret til den bløde fitnessudøver, som vi har valgt at kalde det. Altså til dig der ikke har brug for tunge vægte og store maskiner.

De fire vigtigste ting, du bør investere i til dit nye fitnessrum, er:

1) En yogamåtte – den kan du i øvrigt også tage med, hvis du beslutter dig for at besøge fitnesscenteret i ny og næ.

2) En træningselastik – med den kan du undvære vægte, men stadig udfordre kroppen effektivt.

3) Et sjippetov – det er den perfekte form for konditionstræning til dig, der ikke har meget plads.

4) En foam roller – egentlig ikke et træningsredskab, men derimod perfekt til at få ømheden ud af kroppen igen.

Vi gennemgår redskaberne én for én, så du ikke spilder penge på at købe en forkert model, der ikke kan bruges til lige præcis det, du har brug for.

Yogamåtten – helt uundværlig

Uanset om du påtænker at dyrke yoga eller almindelig styrketræning i dit nye fitnessrum, er det essentielt med en yoga/træningsmåtte. Du får mest muligt ud af stillingerne, når du ikke skrider på gulvet, og samtidig aflaster du kroppen en smule, når du ikke skal lave liggende øvelser på et hårdt gulv – fx mavebøjninger, planken, bækkenløft eller noget helt fjerde.

Træningselastik – styrk hele kroppen

Elastikken er det perfekte redskab, hvis du ønsker at styrke og tone din krop, men ikke har lyst til at fylde hele fitnessrummet med vægte af forskellig art. Samtidig er den let at have med og fylder ingenting, hvis du får lyst til at fortsætte træningen, når du skal på ferie.

Sjippetov – god konditionstræning

Har du ikke plads til et løbebånd eller en motionscykel i dit fitnessrum, kan du med fordel investere i et godt sjippetov – det er nemlig den perfekte form for konditionstræning, når du ikke har meget plads. At sjippe giver desuden stærke knogler og en effektiv fedtforbrænding.

Foam roller – god mod ømhed

Når du først kommer godt i gang med at træne, vil din krop blive øm og måske endda få smerter her og der. I den forbindelse er en foam roller exceptionelt god, og den bliver hurtigt din bedste ven, når den sætter gang i blodcirkulationen og reducerer ømhed i musklerne.

 

 

Tre redskaber for dig der vil lidt mere

Yogamåtten, elastikken og sjippetovet er nødvendige, uanset hvilket niveau du træner på, men hvis du gerne vil lave en masse øvelser med en smule mere vægt, er der yderligere tre ting, vi anbefaler at investere i, når dit nye fitnessrum skal indrettes.

Her er der tale om udstyr til den øvede hjemmetræner, som gerne vil yde lidt ekstra i dagligdagen – og de tre ting er:

1) En pull up-bar – perfekt til overkroppen og fylder ingenting.

2) En kettlebell (eller flere) – et alsidigt redskab der kan bruges til at øge vægtbelastningen i mange øvelser.

3) Et mavehjul – nødvendig hvis du vil udføre verdens bedste maveøvelse derhjemme.

Vi gennemgår redskaberne én for én, og bare rolig – du bliver ikke ruineret, selvom du investerer i dem allesammen.

Pull up-bar – for træning af overkroppen

Uden sammenligning er pull ups noget af det bedste, du kan byde din overkrop, og med en enkelt pull up-bar til enten væggen eller dørkarmen, kan du lave mange forskellige øvelser derhjemme. Køb gerne en med forskellige grebsindstillinger, så du kan variere din træning.

Kettlebell – øg vægtbelastningen

Med kettlebells kan du øge vægtbelastningen i mange af de øvelser, du laver derhjemme. Swings er nok den mest kendte, men de tunge kettlebells er også eminente, når du laver squats, lunges eller ganske enkelt dødløft på forskellig vis. Køb gerne to, da det øger udvalget af øvelser, du kan lave.

Mavehjul – verdens bedste maveøvelse

Vil du have maksimalt udbytte af din hjemmetræning i dit nye fitnessrum, så bør du helt klart investere i et mavehjul. I 2014 blev øvelsen roll out, hvor du ligger på knæ og ruller frem og tilbage, kåret til verdens bedste maveøvelse. Vælg et bredt og stabilt hjul, og se dine mavemuskler forandre sig.

 

 

Træningsudstyr til den seriøse

Har du besluttet dig for at gå all in på dit nye fitnessrum, og vil du ikke gå ned på udstyr, så kan du med fordel gå hele vejen – med disse tre ting til den øvede fitnessudøver giver du hjemmetræningen et markant løft.

De tre redskaber, du ikke må gå udenom, er:

1) En vægtstang og skiver – et traditionelt og sikkert valg du ikke vil fortryde.

2) En kropsvægtsstation – så du virkelig kan give den gas med kropsvægtstræningen.

3) Cardioudstyr – så du ikke går ned på konditionen.

Vi tager naturligvis dem alle tre én for én for god ordens skyld.

Vægtstang med skiver – det absolut bedste valg

Har du ikke plads til en bænk samt vægtstang og skiver, kan du i stedet gå med regulerbare håndvægte, men det bedste valg er ganske enkelt den gamle, klassiske vægtstang og et godt udvalg af forskellige skiver. Optimalt set bør du investere i en god olympisk vægtstand og gummibelagte skiver, så du ikke ødelægger gulvet.

Kropsvægtsstation – til varieret træning

Selvom du har vægtstang og skiver, er der nu ikke noget som at kunne variere sin træning og på den måde holde både motivationen ved lige samt styrke forskellige muskelgrupper. Med en kropsvægtsstation kan du give den gas med både chin ups, pull ups og dips, ligesom du kan lave alverdens andre øvelser, der primært styrker overkroppen.

Cardioudstyr – din kondition er også vigtig

Dit nye fitnessrum bygger sandsynligvis først og fremmest på vægttræning, men der er bestemt ingen grund til at gå på kompromis med din kondition, og derfor anbefaler vi, at du også investerer i cardioudstyr. Det er nærliggende at vælge en kondicykel eller en romaskine, fordi du altid kan løbe en tur udendørs – men du kan også sagtens vælge et løbebånd.

 

 

Fordele og ulemper ved hjemmetræning

Det er ikke alle, der egner sig til et medlemsskab i fitnesscenteret, og det er bestemt heller ikke nødvendigt for at få en flot og stærk krop – det kan du sagtens få derhjemme.

Vil du have det optimale udbytte af din hjemmetræning, skal du dog gøre dig en række overvejelser inden, og ikke kun i forbindelse med indkøb af udstyr. Du skal vide, hvad målet er med din træning.

Når du fastsætter et mål, er det nemmere at holde motivationen – og netop motivationen er en af de faktorer, der måske kan kaldes en ulempe ved dit eget fitnessrum; ofte er det nemmere at holde gejsten, når man træner sammen med andre. Til gengæld er der jo den store fordel, at du ikke skal ud af hjemmet for at træne, og det kan betyde, at du får lettere ved at finde tid til øvelserne.

Hvis vi stiller helt skarpt på fordele og ulemper ved hjemmetræning, er der følgende:

Fordelene ved at træne hjemme er, at du kan træne præcis, når du har lyst. Du er ikke bundet af åbningstider, og du kan træne i nøjagtigt det tøj, du har lyst til uden at tænke over, hvad andre mon tænker, eller om der er specifikke krav, du skal overholde. Samtidig kan du nøjes med 10 minutters træning her og 30 minutters træning der – det er nemlig bedre end ingenting, og måske kan du lige klemme et par øvelser ind, mens aftensmaden koger færdig.

Ulemperne er til gengæld, at du hurtigt risikerer at køre fast i den samme rutine, når du ikke finder inspiration og nyt udstyr, du kan afprøve. Samtidig har fitnesscenteret et hav af forskellige maskiner, som du ikke har mulighed for at købe til dit eget fitness rum, fordi det ganske enkelt vil være for dyrt. Sidst men ikke mindst er der det sociale aspekt – mange gange er det bare langt lettere at komme afsted til træning, når vi har nogle at følges med.

FAQ BOKS

Er der ulemper ved at træne hjemme?

Som med alt andet er der fordele og ulemper ved hjemmetræning. Ulemperne er, at du risikerer at sidde fast i rutinerne, fordi du ikke bliver inspireret, og samtidigt at du går glip af den sociale faktor.

Er det effektivt at træne hjemme?

Ja, du kan sagtens dyrke effektiv træning derhjemme – både cardio- og styrketræning.

Hvor stort skal et fitnessrum være?

Der er ingen krav til størrelsen på dit fitnessrum. Mange redskaber kan pakkes væk, når de ikke er i brug, så du kan træne hjemme, selvom du ikke har et specifikt rum at gøre det i.

Kan alle træne hjemme?

Som udgangspunkt er hjemmetræning for alle. Jo mere du træner, og jo større behov du har for udstyr, desto sværere er det selvfølgelig at finde plads – men træningsmæssigt kan alle være med.