guide

Guide: Sådan laver du den rigtige sandkasse til dit barn

Guide: Sådan laver du den rigtige sandkasse til dit barn

En sandkasse i haven giver børnene en masse gode timers leg, hvor der er plads til at slippe fantasien løs. Læs med her, og få en guide til, hvordan du selv bygger en sandkasse. 

En sandkasse i haven er guld værd for børnene, da det er et sted, hvor der er plads til fri leg og den gode fantasi. Den er især populær blandt de små børn, men den kan også være et hit hos de lidt ældre af slagsen.

Vil du gerne give dit barn en sandkasse, som du helt selv har lavet? Så får du her en guide til, hvordan du selv bygger den til haven. Der er nemlig mange fordele ved selv at bygge en sandkasse. For det første kan du selv styre størrelsen og formen på sandkassen, men du kan også selv vælge materialer. 

 

 

Måske tænker du, at det er besværligt og krævende at bygge en sandkasse, men det behøver det ikke at være. Du vælger helt selv, hvor omfattende projektet skal blive, og med god forberedelse går det hele meget lettere.

 

Hvilke overvejelser skal du gøre dig?

Inden du går i gang med at bygge sandkassen, er der en række ting, du bør overveje. 

Det er spørgsmål som: Hvilke mål skal sandkassen være i? Skal den have et låg? Hvilket materiale skal den bygges af? Hvor skal den placeres henne? Hvilken type sand skal der i? Ved at gøre dig nogle overvejelser omkring disse spørgsmål inden opstart, slipper du for at gå i stå undervejs – og så bliver projektet mere overskueligt. 

Når du er færdig med din hjemmebyggede sandkasse, vil den med garanti skabe begejstring hos børnene. Det bliver et rent legeparadis, der kommer til at byde på en masse sandslotte, sandkager og gravkøer. Du kan selvfølgelig også gå ud og købe en sandkasse, der allerede er bygget, men med en hjemmebygget bliver du uden tvivl børnenes store helt. 

 

 

Hvilke materialer skal du vælge?

Du kan vælge i mellem forskellige materialer, når du skal bygge sandkassen. Ved købeversionen er plastik meget populært, men når du selv skal bygge den, er træ vejen frem.

Du kan dog ikke bruge hvilket som helst træ til sandkassen. For det første er det vigtigt, at du ikke vælger trykimprægneret træ til byggeriet. Imprægneringsmidlerne kan nemlig være sundhedsskadelige, så det er essentielt, at du ikke bruger det til en sandkasse, som børnene kommer til at tilbringe mange timer i. 

Men hvilke træarter skal du så vælge? Lærk og thuja er gode forslag – de er nemlig ikke skadelige, og de er samtidig meget holdbare, hvilket også er vigtigt at have for øje. Det optimale vil nemlig være at bygge en sandkasse, der kan holde i mange år.

Leder du efter alternativer, er det en god idé at gå efter en træsort, der er forholdsvis blød og uden splinter, så børnene kan lege trygt i den uden problemer.

 

Skal sandkassen være med eller uden låg?

Når du bygger din sandkasse, kan du med fordel overveje, om den skal være med eller uden låg. Det er altid en god idé at have en form for overdækning mod ubudne gæster som katte eller andre dyr, så hvis du vælger låget fra, skal du i stedet have et net at lægge over. Vælger du at bygge et låg, følger der også mange andre fordele med, så anbefalingen herfra lyder helt bestemt på at vælge det til i byggeprocessen.

Du kan med fordel bygge et låg, der også fungerer som en bænk, når det er slået op. På den måde har både børn og voksne et rart sted at sidde, mens legen er i gang. 

Ved at vælge et låg i træ frem for et net får du også en sandkasse, der har et pænere udtryk, når den er lukket sammen. Den pynter mere i haven, og det er en sandkasse, du ikke vil være træt af at have stående fremme. 

Hvis du dog gerne vil gøre det så nemt som muligt, kan du blot købe et sandkassenet, som du lægger over, når sandkassen ikke er i brug. 

 

 

Hvor stor skal sandkassen være, og hvor skal den stå?

I og med at sandkassen er til børn, behøver den ikke at være særlig stor eller høj. Vurder hvor mange børn, der kommer til at være i sandkassen på samme tid, og lav målene efter det. 

Målene på sandkassen afhænger i høj grad også af haven. Hvis du f.eks. har en lille have, kan det virke voldsomt, hvis du bygger en sandkasse, der fylder halvdelen. Har du derimod en meget stor have, kan der være plads til at bygge en lidt større en af slagsen. 

 

Den bedste placering af sandkassen 

Du skal også overveje, hvor sandkassen skal placeres henne. Det kan godt være, at du ikke har så mange muligheder, men du bør altid gøre dig nogle overvejelser inden byggeriet sættes i gang.

For det første bør den ikke stå i direkte sol, da det hurtigt bliver for varmt at være i sandkassen om sommeren. Den bør dog heller ikke være placeret i skyggen, da det så kan blive for koldt og mørkt. Den optimale placering er halvt i sol og halvt i skygge. På den måde er der mulighed for begge dele, og det bliver hverken for varmt eller for koldt. 

Hvis ovenstående ikke kan lade sig gøre, kan løsningen være at placere den i solen, men til gengæld købe en parasol til de varme timer. 

Derudover er det også en fordel, hvis sandkassen ikke er placeret for tæt op af træer eller buske. På den måde undgår du nemlig, at der falder blade og insekter ned i sandkassen. 

 

Hvilken type sand skal der i sandkassen?

Når du er færdig med sandkassen, er det blevet tid til at fylde sand i. Men hvilken type sand skal du bruge?

Det sand, du skal bruge, er ganske almindelig sandkassesand. Det kan typisk købes i store sække i forskellige byggemarkeder, og det hedder sandkassesand, fordi det er vasket, siet og sigtet. På den måde sikrer du, at det er præcis, som det skal være og ikke indeholder uvelkomne genstande.

Det er også vigtigt, at du vælger sandkassesand, da det hverken indeholder tilsætningsstoffer eller andet skadeligt, hvilket er vigtigt for at børnene kan lege trygt og godt i sandkassen. 

 

Hvor meget sand skal du bruge?

Mængden af sand i sandkassen er meget forskellig. Det afhænger naturligvis af størrelsen på din sandkasse, men ved at udregne hvor mange kubikmeter din sandkasse er, ved du, hvor meget sand der skal i.

Du finder antallet af kubikmeter ved at gange sidemålene med sandkassens dybde. Én kubikmeter er lig med 1000 liter sand, og du skal derfor bruge det antal liter sand, der er i kubikmeter. Hvis din sandkasse f.eks. er 0,6 kubikmeter, skal du bruge 600 liter sand. 600 liter sand vejer desuden 960 kg, og på den måde ved du, hvor meget sand der skal løftes frem og tilbage, før sandkassen er fyldt op. 

 

 

Sådan vedligeholder du sandkassen

Når du har bygget din sandkasse og fyldt den med sand, skal du også være opmærksom på, at den skal vedligeholdes. Heldigvis er det ikke så tidskrævende at passe og pleje en sandkasse.

Hvis du løbende sørger for at fjerne blade, sten, insekter, skidt og snavs, har du klaret det værste. Derudover er det en god idé at skifte sandet ud én gang årligt, da det ikke kan undgås, at der kommer noget skidt og fugt i løbet af året. Børnene vil også elske at få noget blødt og frisk sand i ny og næ, da det ellers hurtigt kan blive ulækkert. 

Du hjælper dig selv bedst muligt ved at huske at lægge låg eller net på sandkassen, når den ikke er i brug. På den måde minimerer du mængden af skidt, snavs og fugt. Derudover er det også en god idé med en form for belægning under sandet, så der ikke kommer jord op og blander sig med det fine sand. 

Selve sandkassen vedligeholder du ved at rengøre den i ny og næ. Derudover er det en god idé at oliebehandle træet, så det er mere holdbart og modstandsdygtigt overfor vind og vejr.

 

Videoguides til to forskellige sandkasser

Hvis du føler, at du ikke lige har modet på at kaste dig ud i at bygge en sandkasse helt fra bunden, så findes der også en nemmere udvej. I videoen herunder kan du få idéer til, hvordan du kan tage den nemme udvej med en byg-selv-sandkasse, men samtidig optimere den lidt:

 

 

Har du derimod modet på at bygge en anderledes sandkasse fra bunden, kan du se videoen herunder. Den er både praktisk og pæn at kigge på:

 

 

God fornøjelse med sandkasse byggeriet! 

 

Spørgsmål og svar vedr. sandkasse:

Hvilke materialer skal sandkassen være i?

Når du selv skal bygge sandkassen, er træ vejen frem. Her er lærk og thuja et rigtig godt forslag, da de ikke er sundhedsskadelige og samtidig er meget holdbare. Alternativt er det en god idé at gå efter en træsort, der er blød og uden splinter.

 

Skal sandkassen være med eller uden låg?

Det er en god idé at bygge et låg til sandkassen. På den måde beskytter du den mod ubudne gæster, og så giver det også et pænere udtryk end med et sandkassenet. Derudover kan du også bygge et låg, der samtidig fungerer som en bænk.

 

Hvor stor skal sandkassen være?

Vurder hvor mange børn, der kommer til at være i sandkassen på samme tid, og lav målene derefter. Den behøver dog ikke at være særlig stor eller høj. 

 

Hvilket sand skal jeg bruge?

Du skal bruge ganske almindeligt sandkassesand til sandkassen. Du kan købe det i store sække i byggemarkeder, og det er vigtigt, at du køber netop sandkassesand, da det er vasket, siet og sigtet. På den måde sikrer du, at det ikke indeholder uvelkomne genstande, tilsætningsstoffer eller andet skadeligt.

 

Hvordan vedligeholder jeg sandkassen?

Du vedligeholder sandkassen ved løbende at fjerne skidt og snavs fra sandet. Derudover bør du udskifte sandet én gang om året, da det ellers kan gå hen og blive ulækkert at lege i. Hjælp dig selv på vej ved at huske at lægge låg eller net på sandkassen, når den ikke er i brug, og sørg for en form for belægning under sandet. 

Selve sandkassen vedligeholder du med rengøringen og oliebehandling i ny og næ. 

FAQ

Hvilke materialer skal sandkassen være i?

Træ er det bedste, når du selv skal bygge sandkassen. Her er lærk og thuja et rigtig godt forslag, da de ikke er sundhedsskadelige og samtidig meget holdbare. Alternativt bør du gå efter en træsort, der er ret blød og uden splinter.

Hvilket sand skal jeg bruge?

Du skal bruge sandkassesand til sandkassen, da det ikke indeholder uvelkomne genstande, tilsætningsstoffer eller andet skadeligt.

Hvordan vedligeholder jeg sandkassen?

Du vedligeholder sandkassen ved løbende at fjerne skidt og snavs fra sandet. Derudover bør du udskifte sandet én gang om året og huske at lægge låg eller net på, når den ikke er i brug. Desuden bør du have en form for belægning under sandet. 

Skal sandkassen være med eller uden låg?

Hvis du vil undgå ubudne gæster, er det en god idé at bygge et låg til sandkassen. Derudover giver det også et pænere udtryk end et sandkassenet, ligesom låget kan bygges som en bænk, så der er gode siddepladser.